Gisle´s kamp for sin Camilla og deres fem drenge

_______________________________________________

Udvandrerne, Rasmus Langebæk´s børn, havde en kusine, Camilla, født 1870. Hun var gift med en islænding, Johan Gisle Bjarnason og de havde 5 sønner da Gisle i 1904 rejste til Amerika.

Det var ikke ualmindeligt blandt udvandrefamilier, at ægtemanden rejste først og at familien fulgte efter, når manden havde fundet arbejde og vigtigst - havde tjent penge nok til billetterne.

Johan rejste med emigrantskibet "Norge", og det var nær ved at blive en tragisk skæbne for den børnerige familie. Skibet forliste og kun et mindre antal af de mange passagerer og besætningsmedlemmer slap med livet i behold.

Efterfølgende beretning om "Norge"s forlis er spredte uddrag af bogen
"Atten sømil fra Rockall" af Michel Nielsen, udgivet af Samlerens Forlag i 1978.

Ved afrejsen fra København den 22. Juni 1904 havde der hersket de sædvanlige - på en gang festlige og sørgmodige stemning, som satte sit præg på en dampskibs-afsejling. --- Oppe langs rælingen stod de mange emigranter tæt side om side - alle i deres bedste stadstøj. Så snart skibet havde lagt fra kaj og rejsen var begyndt, blev søndagsklæderne pakket ned og de gamle klude fisket frem.
_____________________________________________________________________

"Norge" havde tre dæk, hvoraf det øverste var på niveau med skrogets overkant. Så at sige hele skibets aptering befandt sig således under det øverste dæk - lige bortset fra et par dækshuse og kommandobroen. Den manglende overbygning skyldtes dels de skibsarkitektoniske muligheder der eksisterede, da skibet blev bygget, og dels at "Norge" foruden sin 1400 HK compoundnaskine også havde en rigning til sejlføring. Om morgenen den 28. august havde "Norge" da også sat sine skonnertsejl, storsejl og stagsejl - ikke mindst fordi vinden kom ind agter for tværs på bagbords side og kunne hjælpe med fremdriften.
_____________________________________________________________________

Tirsdag, den 28. juni klokken lidt i fire om morgenen befandt "Norge" sig cirka 60 sømil øst for klippen Rockall, der ligger i Atlanterhavet vest for de ydre Hybrider. "Norge" var på vej vestover på en kurs af syd-74-grader-vest med en fart af lidt over 10 knob. Vejret var sigtbart med en frisk brise nogenlunde fra sydvest, sådan som det næsten altid er ude på det åbne Atlanterhav.
_____________________________________________________________________

Ved at sætte kursen til syd-74-grader-vest, havde "Norge"s kaptajn Valdemar Gundel, beregnet, at skibet ville passere sønden om Rockall-klippen i en afstand af 6-7 sømil.
Hvis vejret var sigtbart, ville man på den afstand tydeligt kunne se klippen i god tid og tage sine forholdsregler, hvis strømmen skulle have bragt skibet ud af den rigtige kurs.
_____________________________________________________________________
Den i forvejen mørke morgenstund blev mere og mere overskyet, og inden længe gjorde en fin støvregn det vanskeligt at se ret langt forud for skibet. Styrmand Gilbe sendte en udkig op foran på bakken, og han gav besked ned til kaptajnen der lovede at komme med det samme.
_____________________________________________________________________

Klokken lidt i fem kom kaptajn Gundel på broen og gav styrmand Gilbe besked om at ændre kursen til syd-42-grader-vest. Med denne kurs regnede kaptajnen med at gå syd om Rockall-klippen i en afstand af omkring 20 sømil. På den måde skulle der være rigelig sikkerhedsmargin.
_____________________________________________________________________

Kaptajn Gundel var efterhånden ved at være godt tilfreds med vejret igen, I løbet af det sidste stykke tid, han havde stået i hjørnet af broen og stirret ud over havet forude, havde han set, hvorledes sigtbarheden langsomt blev bedre og bedre.
_____________________________________________________________________

Kaptajn Gundel var tilfreds. Selv om der skulle komme en tykning i luften, mente han nu at være så langt syd på, at han med sindsro kunne vende tilbage til den oprindelige kurs uden at komme i karambolage med Rockall. Derfor gav han ordre til at ændre skibets kurs tilbage til den oprindelige syd-74-grader-vest retvisende
____________________________________________________________________.

Klokken var halv otte og "Norge" havde sejlet 27 sømil på den sidste kurs. Det kunne ikke vare længe før Rockall var i sigte.
_____________________________________________________________________

Oppe på broen spekulerede kaptajn Gundel på, om han skulle tage yderligere for-holdsregler imod den nye tågedis. Han kunne imidlertid ikke se, hvad han yderligere kunne gøre ud over at have udkig på bakken. Efter alle beregninger skulle "Norge" være i rigelig forsvarlig afstand fra Rockall og dens klipperev.
_____________________________________________________________________

Klokken 0745 tørnede "Norge" hårdt med forstævnen. Med en ret høj fart - omkring ti-en-halv knob - rendte skibet hård mod grunden. En del af forskibet skurede hen over fast grund og nede fra jernpladerne kom en lyd, der for nogle nok kunne minde om lyden af store tunge jernplader, der blev slæbt hen over bunden af skibet. For andre lød det som en fjern rullende torden.

Oppe på broen stirrede kaptajnen og første styrmanden bestyrtet på hinanden. Ude foran stævnen syntes vandet at koge, og det så ud som om nogle gamle vragstumper kom flydende op til overfladen.
_____________________________________________________________________

Nede i matrosernes og drengenes lukaf, flere dæk nede i skibet, lå matros Carl Mathiasen og sov de retfærdiges søvn, således som en mand på næsten 23 år, der ikke har nogle særlige bekymringer i hele verden, kan gøre det.
_____________________________________________________________________

Situationen på "Norge"s dæk var på nuværende tidspunkt temmelig panikladet. Det vrimlede med passagerer, der uden egentligt mål løb rundt mellem hinanden. Allerede kort tid efter grundstødningen løb skrigende kvinder rundt på dækket med det utopiske mål at bringe deres børn i sikkerhed. Utopisk - fordi amerikabåden "Norge", der havde plads til næsten 700 passagerer, kun havde otte redningsbåde, der var beregnet til at tage 251 personer foruden en redningsflåde, der kunne rumme 200 mennesker

Adskillige af passagererne tænkte i deres panikagtige tilstand ikke på redningsmidler af nogen art. Allerede før den første båd var sat i vandet, var flere af dem sprunget hovedkulds ud over skibssiden, hvor de fleste led en hurtig druknedød
_____________________________________________________________________

Carl Mathiasen havde været med til at sætte redningsbåd nr. tre ud, og i sidste øjeblik før den blev firet ned, sprang han i den. Da båden ramte vandet og skulle til at støde fra siden af "Norge" kom der kludder i løsgøringsgrejet. Båden blev svinget ind mod skibets jernside og med en knasende lyd blev der slået hul i agterstævnen på den. Hurtigt begyndte den at tage vand ind, og medens et par af de ombordværende mænd langsomt begyndte at ro bort fra det synkende skib, gav Mathiasen og et par af de andre sig til at øse for at holde det indstrømmende vand i skak.
_____________________________________________________________________

Klokken 0805 sank amerikabåden "Norge". Med en rumlen og syden fra de sprængte kedler, der kunne høres helt over til de tavse tilskuere i redningsbådene, dykkede skroget pludselig næsen dybere i bølgerne og begyndte at glide under i én lang bevægelse. Agterstavnen med de skrigende mødre og deres børn hævede sig lodret op i den grå luft og i løbet af et halvt minut forsvandt det sorte skrog under havets overflade.
_____________________________________________________________________

Den skade båd nr. tre havde fået var ret alvorlig. Det var den båd Carl Mathiasen var gået i. Den lækkede kraftigt på grund af den knuste agterstavn, og roret var blevet ødelagt da båden blev slået ind mod skibssiden. Mathiasen, der var det eneste besætningsmedlem, havde taget kommandoen og prøvede at holde båden op mod vinden. Det gjorde han ved selv at ro med den ene af bådens to årer, medens en af passagererne, en islænding ved navn Johan Gisle Bjarnarson, to sig af den anden.

Det var koldt og vådt. Vandet strømmede ind agter, så de af passagererne, der havde kræfter til det, måtte skiftes til at øse. Til dette formål brugte man en spand, en vandøse og et par søstøvler.
_____________________________________________________________________

Stemningen om bord var afdæmpet. Mathiasen og den islandske passager ved den anden åre havde rigeligt at beskæftige tankerne med. Men næsten alle de øvrige ombordværende befandt sig i en choklignende tilstand.
_____________________________________________________________________

Med jævne mellemrum førte den stærke strøm, der skyllede forbi båden druknende forbi.
Mathiasen var ikke i tvivl om, at de ikke havde meget håb om at overleve i ret mange dage, hvis ikke de blev taget op af et tilfældigt forbipasserende skib. De andre både var i øvrigt nu ved at blive mindre og mindre, jo længere båd nr. tre fjernede sig fra stedet.
_____________________________________________________________________

Den 24-årige Laura Petersen fra Rudersdal ved Holte var af en noget anderledes støbning end de fleste af bådens øvrige passagerer. Hun var klar over - til trods for sin unge alder - at sandsynligheden for at de kunne holde ud i den lille båd i hvert fald ikke blev forbedret af den tilstand af apati, der nu herskede. Laura Petersen besluttede sig for at gøre noget ved det.

Som for at give de andre et eksempel fik hun fat i den ene af de tunge søstøvler og gik i gang med at øse med den. Samtidig kom hun med tilråb til de andre i båden om at tage sig sammen. De skulle nok klare den, hvis blot de ville holde strabadserne ud. Hvad med at synge en sang, for eksempel.
_____________________________________________________________________

Pigens humør og ukuelighed virkede smittende og lidt efter var der et par af mændene, der rejste sig og tilbød islændingen og Mathiasen at afløse ved årerne.
_____________________________________________________________________

Mathiasen havde kort efter at han var blevet afløst ved årerne undersøgt den blikdåse med rationen, der befandt sig i båden. Det var ikke noget imponerende opbud af mad, der befandt sig i kassen. Beskøjter, beskøjter og atter beskøjter ville de næste dage komme til at byde på.
_____________________________________________________________________

Et skib! Et skib! - Mathiasen stirrede ud. Manden der sad sammen med Bjarnarsen ved årerne, holdt op med at ro. De skibsbrudne jublede højlydt. Al apati var som blæst bort. Dette var en bedre indsprøjtning end Laura Petersens gode humør. Men med et fik Carl Mathiasen en knude i maven. Sejleren var nu helt tydelig. Bjarnason stirrede ligesom fortabt ud mod skibet. Skibet der var slet ikke noget skib var i virkeligheden en klippe.
_____________________________________________________________________

Langsomt sivede håbet ud af dem, og de sank ned på deres pladser i den lille båd, hvor vandet som følge af at de var holdt op med at øse, næsten stod dem til knæerne. Livsviljen var forsvundet med håbet, og kun Mathiasen, islændingen Bjarnarson og Laura Petersen havde mod på at fortsætte. For de fleste tjente synet af klippen kun til at understrege situationens håbløshed.
_____________________________________________________________________

Men Laura Petersen blev ufortrødent ved. Kun iført underskørt og tyndt kjoleliv sad hun på den tofte, der var ud for det sted i båden, hvor de fleste bølgeskvæt kom indenbords. Med ryggen som bølgebryder beskyttede den unge pige flere af de andre reddede kvinder, der med tårer i øjnene lå sløve hen i bunden af båden. Med de nøgne fødder i det slaskende vand øste pigen støt og roligt med sin uhåndterlige søstøvle.

Mathiasen lagde mærke til det beslutsomme udtryk i hendes våde ansigt, hvor det mørkblonde hår i en filtret uregerlighed klistrede panden. Han var klar over, at hvis der var nogen han skulle sætte sin lid til i den åbne båd, så var det den unge pige- og så den islandske passager, der nu var i gang med sin tørn ved årerne.
_____________________________________________________________________

Med en rytmisk plasken forlod vandet hendes søstøvle, og med jævne mellemrum kom hun med opmuntrende tilråb til de andre. Der var nu flere der tilbød deres hjælp med at ro, og da Bjarnarson noget senere var blevet afløst ved sin åre og kom agter til Mathiasen, hviskede denne til ham om, hvor alvorlig skaden i bunden egentlig var. Islændingen nikkede stumt til Mathiasens pålæg om ikke at sige noget til de andre om tingenes tilstand.
_____________________________________________________________________

Langsomt begyndte gråvejret at forandre sig til tusmørke da en af mændene igen så et skib. Denne gang var der ikke tale om et bedrag. - Mathiasen var klar over, at skibet måtte være for langt borte til at kunne se den lille nøddeskal af en båd, der med sin last af menneskeliv søgte at gøre alt var der var muligt for at tiltrække sig opmærk-somheden. - Med en kulsort røgfane efter sig forsvandt den fjerne damper ned under den grå horisont. - Det var blevet helt mørkt, og Mathiasens hilsen til de øvrige var, at der fra nu af kun ville blive uddelt en beskøjt til hver klokken seks om morgenen og på samme tidspunkt om aftenen.
_____________________________________________________________________

Carl Mathiasen følte at tiden sneglede sig af sted. Med mellemrum fik han klokken at vide fra den mand, der havde sit ur med sig.
_____________________________________________________________________

Klokken kan ikke have været mere end et par minutter over fire da en af mændene udstødte et råb. En damper. - - - Mathiasen kunne se at det ikke var noget stort skib. Faktisk lignede det en fiskedamper. - - - Hans formodning holdt stik. Man kunne se en bøje og ude til den anden side sås tydeligt endnu en bøje. Mathiasen var selv fra en ø, hvor der boede fiskere - og han havde endnu aldrig hørt om fiskere, der sætter deres redskaber for så at forlade dem for evigt. Derfor deltog han ikke i den almindelige skuffelse, der for tredje gang bemægtigede sig redningsbåden, da damperen pludselig ændrede kurs og gav sig til at sejle væk fra båden. Han vidste at den måtte komme tilbage.
_____________________________________________________________________

Jo længere damperen fjernede sig, jo mere sank humøret. Det hjalp ikke det mindste at Mathiasen gentagne gange råbte til de andre om sin observation af bøjerne. Det var deres håb om redning der støt om roligt bevægede sig bort fra dem.
_____________________________________________________________________

I første omgang spekulerede kaptajn Miles ombord på "Salvia" ikke meget over hvad det var for en båd han kunne se. Med mellemrum lod han rorgængeren ændre kurs. Båden derude dukkede på ny op af bølgedalene, og langsomt gik det op for kaptajn Miles, at det ikke kunne passe, at en åben båd lå og roede rundt helt ude ved Rockall.

Fra broen varskoede kaptajn Miles sine folk om at trække trawlet ind og gøre klar til at tage skibsbrudne om bord.
_____________________________________________________________________

Kaptajn Miles var i øvrigt en betænksom mand, der ikke ønskede at lade de skibs-brudne i tvivl om at han havde set dem. Med mellemrum trak han i kæden til damp-fløjten som tegn på at de var blevet observerede.
_____________________________________________________________________

Måden de kom ombord på var en udsædvanlig afslutning på et usædvanligt døgns begivenheder. De engelske fiskere tog fat i nakke og ryg på hver enkelt af de skibs-brudne og halede dem ind over rælingen som om de var en last store fisk.
_____________________________________________________________________

I de næste fem timer sejlede "Salvia" frem og tilbage i området omkring Rockall. Der var intet spor af de øvrige redningsbåde, man fra Mathiasens båd havde set blive sat i vandet. Havet var dog ikke tomt. Vragstumper og døde flød i en forfærdelig masse omkring i dønningerne som tavse vidnesbyrd om den store katastrofe. - - - "Salvia" nøjedes med at lægge bi et par gange når man fik øje på kufferter i vandet. På den måde sørgede man for at skaffe tøj til de yderst nødtørftigt klædte kvinder. - - - Kaptajn Miles havde besluttet at afbryde fiskeriet og sætte kursen hjem mod Grimsby. - - - Den lange rejse nord om Skotland og ned gennem Nordsøen til Grimsby var begyndt.
_____________________________________________________________________

Klokken 0410 mandag morgen indløb telegram til hovedtelegrafstationen i Køben-havn. Telegrammets indhold, der var sendt fra den engelske havneby Grimsby var meget kortfattet.

"Dampskibet "Norge" tilhørende DFDS er den 28. Juni gået ned ved Rockall-klippen i Atlanterhavet med 800 passagerer. Skibet stødte på en klippe og sank. Kun 27 over-levende er ankommet til Grimsby. Kaptajnen og flere emigranter stod på kommando-broen da skibet forsvandt i bølgerne. To både lykkedes det at komme bort fra skibet. Den ene båds skæbne kendes endnu ikke."
_____________________________________________________________________

Nyheden om katastrofen bredte sig som en løbeild gennem København i løbet af formiddagen. - - - Foreløbig vidste man kun at 27 var blevet reddet.. Snart begyndte de første bekymrede pårørende at indfinde sig på rederiets kontor, hvor de ansatte, der var lige så chokerede som de pårørende, kun kunne yde en ringe trøst.
_____________________________________________________________________

DFDS-båden "Botnia" lå netop i Grimsby og skulle afgå til Esbjerg den samme aften, og det var en selvfølge at Carl Mathiasen fik plads ombord på eksportdamperen. - - -
De øvrige 26 skibsbrudne gik om bord i et tog, der bragte dem til Liverpool. . De 26 var på ny en del af den store grå strøm af emigranter, der ventede på at få lov til at gå om bord på atlanterhavsdamperen.