DANSK VESTINDIEN SOUTH CAROLINA - U S A

Næstældste søn af stamfaderen hed Justus Augustus Jagemann Monefeldt. Han er født i 1731 og efter egne oplysninger døbt i Fuglebjerg Kirke den 23. April 1731. Efter de foreliggende oplysninger om ham har han været ret opvakt og det ser heller ikke ud til, at han har sat sit lys under en skæppe. I 1751, hvor han kun er 20 år, blev han skoleholder i Bjæverskov Legatskole, og i 1756 giftede han sig med Pauline Dorothea Sidenborg, datter af præsten i Bjæverskov.
Men allerede i 1753 får Augustus, kun 22 år gammel, bestalling som skovrider under Vallø med bopæl i skovridergården Brandshuus i Herfølge sogn.

Skovriddergården "Brandshuus", der lå næsten ned til vandet i Herfølge Sogn, nedbrændte i 1909. Gården er ikke genopført, men stedet hedder stadig Brandshus. De store træer i baggrunden er alleen, der førte ind til skovriddergården.

Augustus dør 52 år gammel og efterlader sig 10 børn. Det har helt afgjort været en farverig familie hvor hvert medlem har kunne bidrage med en god historie. Her skal kun berettes om et af Augustus børn, nemlig Esaias Monefeldt, der fik en helt speciel løbebane.

Esaias Monefeldt , født 1771 var kun 12 år da hans fader døde i 1783. Han kom da til sin storesøster Else Maria og dennes mand Johan Just Richardt, der var forvalter på Gjorslev. Folketællingen i 1787 siger at Esaias var skriver. I 1792 er han forvalter på Nielstrup på Lolland, men omkring denne tid er han rejst til København, hvor han bliver exam. Juris i 1795.

Fra den 11. Marts 1796 er han prokurator på de dansk vestindiske øer. I 1801 bor prokurator Esaias Monefeldt, 29 år og ugift, med sin tjener Andreas Petersen, Langebrogade 15 i København. Den 26. September s.a. bliver han gift i Sct. Petri Kirke med den kun 17 år gamle murermesterdatter Maria Hedevig Schottmann. Vielsesprotokollen oplyser, at Esaias Monefeldt nu er politimester i Sct. Thomas.

Under sit ophold i København har Esaias oplevet slaget på Reden i 1801. Hvor vidt han har deltaget på nogen måde er ukendt, men det ses at han var frivilligt medlem af Kongens Livredderkorps. De dansk vestindiske øer var besat af englænderne fra 8. Marts 1801 til oktober, men i 1802 sejlede Esaias med sin nu højgravide hustru tilbage til øerne. På vej dertil fødtes parrets første barn, Bernhard Augustus, på Funchal, Maidaira.

Medlemmer af kongens livredderkorps.

Det formodes, at Esaias derefter har virket som politimester på Sct. Thomas i en periode. Sønnen Bernhard Augustus er imidlertid døbt på Sct. Croix den 13. Oktober 1802 og ved den lejlighed tituleres Esaias som dommer.

Esaias og Maria Hedevig får 5 børn, hvoraf de første formentlig er døbt på øerne, men den yngste, William, er født 1810 i Georgia, Warren Country i Amerika. På et tidspunkt før 1810 har familien valgt, som mange andre gjorde på grund af dårlige tider, at rejse videre til Amerika.

Der ser ud til at have været en del rejseri frem og tilbage over Atlanten, måske foranlediget af at englænderne igen besatte øerne, denne gang i en længere periode, 1807-1815. Dette er måske forklaringen på, at William, der var født i 1810, først bliver døbt i 1817 - 6 ½ år gammel. Det sker i Sct. Petri Kirke i København. Det nævnes at Esaias er dommer på Sct. Croix, men det ser ikke ud til at Esaias er med hjemme.

På et tidspunkt herefter har familien slået sig ned i Charleston, South Carolina. I første generation har der været god kontakt til familien hjemme i Danmark. Esaias datter Mary bliver gift med en søn af Esaias søster Anna Kirstine og Esaias lillesøster Juliane Marie navngiver en søn Esaias.

Hvordan livet har været for Esaias og hans familie i de følgende år vides ikke, men i 1850 bliver der igen kastet lidt lys på, idet den svenske forfatterinde Fredrika Bremer i sin bog "Hennem i den nya Världen" beretter om familien i en række breve fra South Carolina. Her nogle uddrag Fredrika Bremers meget fyldige beskrivelser:

Den svenske forfatterinde Fredrika Bremer 1801-1865

Charleston, Syd Carolina. Den 28. Marts 1850.
………………….Mrs. Howland sendte sin broder, William Schottmann Monefeldt, en vakker midaldrende herre, for at hente mig i vogn til hendes hjem, men jeg foretrak nu min frihed og at følges med vennerne til det hotel, som de besluttede sig for.

____________________________________________________________

Den 29. Marts.
Nu må jeg sige dig farvel, for jeg skal ud at se til Mrs Howland og se om jeg kan trives med hende, d.v.s. om jeg synes om hende.
                                                   Senere:
Et par ord endnu for at sige dig, at jeg har set Mrs Howland og hendes børn, og at jeg i morgen flytter til hendes hus og hjem. Bare synet af hendes udtryk, så godt og redeligt, var nok for mig. Jeg syntes om hende straks, og min korte samtale med hende var nok til at bekræfte mit første bliks indtryk. Hun er tydelig en af de forstandige, gode og moderlige kvinder på jorden, og har en lille svaghed for litterære emner og litterære mennesker, som jeg for min part finder meget behageligt. Hun er jævnaldrende med mig, og kunne for udseendes skyld gerne være svensk. Hun er af skandinavisk herkomst, hendes fader var dansk og hed Esaias Monefeldt.
____________________________________________________________

Charleston. Den 12. April 1850.
……………………………………Jeg må nu sige dig lidt om hjemmet, i hvilket jeg lever, og der befinder mig så veltilpas og lykkelig, at jeg ikke kan ønske det bedre. Huset med dets lille have ligger frit ved en af byens landlige gader, Lynch Street, og har fra den ene side fri udsigt over landet og floden, og får derfra den friske luft. ………………………………….
En af de stående retter ved frokosterne i syd er boghvede eller hvedeplatter, hvilke men spiser med brun sirup, der er virkelig en overflod af gode sager. Under hele måltidet står en af de sorte, dreng eller pige, og vifter fluerne bort med en kvast af påfuglefjer. Efter frokosten går man lidt på Piazzaen udenfor, og børnene springer og jagter hinanden i haven, og det er min glæde at se den graciøse, trettenårige Sarah, springe af ungdomsfriskhed og glæde, let som en hind, med hårlokker og bånd flyvende for vinden. Hun er et inderligt behageligt væsen. Den ældre søster, Illione, er også en rask pige, med et rart og trygt væsen. Willie har kønne øjne og brune lokker, og Laura er en lille rosenknop.
__________________________________________________________

Aftenen er alligevel dagens højdepunkt her i huset. Da tændes lamperne i de vakre saloner, da kaldes man til the. Der sidder Mrs Howland, så god og hyggelig i salonen med et stort tebord foran sig, dækket med gode ting. Der sættes små teborde omkring, og den lille kvikke negerdreng Sam, Mrs Howlands store yndling, bærer forfriskninger omkring. Der kommer altid 3 a 4 unge sønner af familiens venner, et par unge piger også, og ungdommen danser raske og glade efter pianoet. Børnene i huset er rare mod hinanden og danser ofte sammen, som vi brugte at gøre det om aftenen hjemme. Men de er lykkeligere end vi var.
…………………………………………… Mr. Monefeldt, Mrs Howlands broder er vanlig gæst om aftenen, en hyggelig snaksom mand og beretter. Men med ingen trives jeg så, som med min gode og kloge værtinde. Og jeg kan ikke beskrive hvor fortræffelig hun er for mig.
_____________________________________________________________

Den 13. Maj.
Jeg beskæftiger mig nu med at male (efter et oliemaleri) et portræt af en indiansk høvding ved navn Oseconehola, som i spidsen for semioliernes stamme kæmpede tappert mod amerikanerne i Florida, da disse søgte at jage indianerne derfra for at flytte dem vesterud til Arkansas. …………………………………………I fem år varede striden mellem floridaindianerne og de Forenede Staters arme, meget blod flød på begge sider og endnu var indianerne i besiddelse af landet, og kunne måske være det endnu, om ikke Oseconehola var bleven tilfangetagen gennem fredsbrud og forræderi. ……………………………Oseconehola førtes som fange, først til S:T Augustin, senere til Charleston og til Fort Moultrie på Sullivansø.
Fra denne stund synes hans mod at være brudt. Personer der besøgte ham i hans fangenskab, Mr. Monefeldt var blandt disse, sagde, at aldrig havde de set et blik så melankolsk og mørkt. Han beklagede sig alligevel aldrig, men talte ofte med bitterhed om den måde hvorpå han var bleven taget til fange, og om den uret der skete mod hans folk, da det blev tvungen til at flytte fra sin fædrene jord, til et nordligt land hvor "ingen lysved fandtes"

I 1954 besøgte Miss Frances Monefeldt Howland, dengang boende i Duxbury, Massachusetts Danmark. Miss Howland kunne berette, at hun og Miss Illione Hurlbut Beacon, der begge er ugifte, var de sidste efterkommere af Esaias Monefeldt og Maria Hedevig Schottmann, og denne gren af familien er således nu uddød. Miss Howland oplyste, hvad Monefeldtérne i Danmark på det tidspunkt ikke var klar over, at hendes slægt stammede fra Vallø på Sjælland. Endvidere at den amerikanske familie Monefeldt altid har talt fransk, og at hun selv studerede i Paris i 1911-1913. Hendes bedstefader William Howland var gift med Anne Cathrine Elizabeth Monefeldt.
Med sig hjem til Danmark havde Miss Howland en rejseskrivepult som Esaias hustru havde med da hun i 1802 rejste med sin mand til de dansk vestindiske øer. På låget et skilt med indgravering:
                                 Madame Maria Hedevig Monefeldt